• Log på
  • Søg
  • Kontakt
  • Udskriv
  • Sitemap
Se også

Rektor Anne Frausing

"På HF-Centret Efterslægten har vi gode muligheder for at fastholde både de gymnasiefremmede og de sårbare kursister. Det kan vi både i kraft af de mange resursestærke kursister og fordi vi har en lang tradition for at se på de unge som hele mennesker, der skal have mulighed for at vokse både fagligt og personligt."


Pressekontakt

- Rektor Anne Frausing fra HF-Centret Efterslægten
Telefon: 51 15 12 80

- Afdelingsforstander Asger Rasmussen fra FYNs HF-kursus
Telefon: 26 28 23 62

- Vicerektor Preben Baltzersen, Th. Langs HF & VUC
Telefon: 60 94 98 25
blank

Toårig hf skal være rummelig

Kommentar/kronik af Rektor Anne Frausing, HF-Centret Efterslægten, d. 3. april 2011 


I sidste uge afsluttede Københavns Universitet et stort forskningsprojekt, hvor gymnasier og hf-kurser i hele landet har undersøgt virkningen af forskellige strategier for, hvordan man fastholder motivationen hos de unge, hvis forældre ikke selv fik en studenter- eller hf-eksamen. Al erfaring viser nemlig, at disse elever kan have besvær med at bevare motivationen og gennemføre en studieforberedende uddannelse.


Denne uddannelsesmæssigt negative arv skal brydes, hvis det skal lykkes at nå det ambitiøse uddannelsespolitiske mål i Danmark, at mere end 95 procent af alle i en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, som rækker ud over folkeskolen.


Et højt uddannelsesniveau er vigtigt. Vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem uddannelsesniveau og velstand – for den enkelte og for samfundet som helhed. Og i den sammenhæng spiller de gymnasiale uddannelser herunder toårig hf en vigtig rolle.


Toårig hf er den gymnasiale uddannelse, som optager den mest brogede og forskelligartede flok af studerende, og mange af vores kursister har tidligere forgæves forsøgt sig med anden uddannelse. Det mærker vi også på HF-Centret Efterslægten, som efter sommerferien i år forventer at tage imod 272 nye kursister til toårig hf.


Blandt disse unge er der også en gruppe, som har problemer af fx økonomisk, social eller personlig karakter, som gør det svært for dem at følge undervisningen og gennemføre uddannelsen. Her er det vigtigt, at uddannelsesstedet er indstillet på og kvalificeret til at tage særligt hånd om dem.


På HF-Centret Efterslægten har vi gode muligheder for at fastholde både de gymnasiefremmede og de sårbare kursister. Det kan vi både i kraft af de mange resursestærke kursister og fordi vi har en lang tradition for at se på de unge som hele mennesker, der skal have mulighed for at vokse både fagligt og personligt.


Vi er vant til, at der er meget stor forskel på vores kursister. Nogle er unge og famlende, mange er mere modne og målrettede – en stor del har samlet en masse erfaring fra arbejde eller rejser, mens andre har et eller flere uafsluttede uddannelsesforløb med i bagagen.


Vores erfaring viser os, at når vi fastholder de unges motivation, så sikrer vi også, at toårig hf for rigtig mange af dem bliver det vigtige skridt i retning af en videregående uddannelse – og for nogles vedkommende en uddannelse, som de måske troede, var uden for deres rækkevidde.


En af de strategier, som bruges på HF-Centret Efterslægten og mange andre ungdomsuddannelser, er, at vi sætter ind imod fraværet meget tidligt. Undersøgelsen viser også, at hf’s studievejledere involveres tidligt i problemer med fravær. De unge mennesker har først og fremmest brug for, at der er voksne omkring dem, der lægger mærke til dem og stiller op, hvis der er brug for lidt ekstra støtte og opmuntring – eller løsning på helt konkrete problemer. Den opmærksomhed understøttes af den særlige hf-tutorordning. På toårig hf har alle kursister en tutor, der har tid til at tale med den enkelte om, hvordan det går i fagene og med den samlede uddannelse.


I dagligdagen arbejder vi desuden ihærdigt med at skabe en undervisning, som er inkluderende, uanset hvilken baggrund kursisterne har. De toårige hf-kursers deltagelse i Københavns Universitets forskningsprojektet om gymnasiefremmede elever ligger i naturlig forlængelse af dette arbejde. I forskningsprojektet har vores kolleger i hf2net eksperimenteret med at gøre mål for undervisningen tydelige i den enkelte time; konkretisere de begreber og det sprog, der bruges i undervisningen, og skabe et trygt socialt miljø i klasserummet – alt sammen for at holde fast på endnu flere kursister med gymnasiefremmed baggrund.


Erfaringerne fra denne forskning vil på sigt komme alle hf-kursister til gode. Når flere kursister får bedre mulighed for at være aktivt med i undervisningen, får hele klassen mere ud af undervisningen. Fokus på deres læring bliver skarpere – både kvantitativt og kvalitativt.


Hf’s deltagelse i forskningsprojektet er kommet i stand via et samarbejde mellem tre skoler i hf2net, som er et landsdækkende netværk af kursussteder, der primært arbejder med toårig hf. Her arbejder vi bl.a. med at dele viden, erfaringer og være fælles om at udvikle det rummelige toårige hf-kursus.


Man kan gøre meget med forskning, netværk og erfaringsudveksling, men den primære indsats ligger på det enkelte hf-kursus og hos det enkelte lærerteam. For flertallet af vores elever er rejsen frem mod det grønne eksamensbord i maj-juni måned både en faglig og personlig udfordring.


Hvert forår glæder vi os over alle studenterne, men særligt over dem, vi i kraft af uddannelsens rummelighed og den personlige opmærksomhed hjælper med at bryde den uddannelsesmæssige negative arv.

Tilbage til nyhedslisten

Læs forrige pressemeddelelse: Toårig hf reducerer kursisternes fravær

Tilmeld og frameld dig nyhedsbrev fra hf2net her

*
*
Tilgængelige lister
Felter med * er obligatoriske
Opdateret  23-01-2012 /  af  Christine Nielsen-Musovski
blank
Se også

Nyheder

Bliv løbende opdateret med relevante nyheder fra hf-sektoren.
Tilmeld dig nyheder og pressemeddelelser her.