• Log på
  • Søg
  • Kontakt
  • Udskriv
  • Sitemap
Se også

Rektor Anne Frausing fra HF-Centret Efterslægten

”Når vi får hurtigere fat i fraværet, er det helt sikkert effekten af den tutor-ordning, som er unik for toårig hf."

Pressekontakt

- Rektor Anne Frausing fra HF-Centret Efterslægten
Telefon: 51 15 12 80

- Afdelingsforstander Asger Rasmussen fra FYNs HF-kursus
Telefon: 26 28 23 62

- Vicerektor Preben Baltzersen, Th. Langs HF & VUC
Telefon: 60 94 98 25

Toårig hf reducerer kursisternes fravær

Pressemeddelelse fra hf2net.dk d. 20. januar 2011

Hf2net.dk, som er en sammenslutning af toårige hf-kurser i hele landet, hilser Undervisningsministeriets stormøde i dag om bekæmpelse af fravær velkommen.

Netværkets medlemmer har allerede gjort sig en række erfaringer med fraværsbekæmpelse, som andre uddannelser måske kan få glæde af:
”Toårig hf er den gymnasiale uddannelse, som optager den mest brogede og forskelligartede flok af studerende, og mange af vores kursister har tidligere forgæves forsøgt sig med anden uddannelse,” siger rektor Anne Frausing fra HF-Centret Efterslægten:



”Derfor arbejder hf allerede med en bred vifte af tiltag, som skal sikre, at det er så interessant og overkommeligt at komme i skole, at langt de fleste vælger det. Vi har mange gode erfaringer med, hvad der skal til for at dæmme op for et fravær, som ellers vil udvikle sig til frafald.”


Dette dokumenteres også af den store undersøgelse om fravær og frafald på de gymnasiale uddannelser – udarbejdet af UNI•C Statistik & Analyse i 2009.


Undersøgelsen viser fx, at hf-kursisterne konfronteres med deres fravær, allerede når det overstiger 10 % i et enkelt fag, mens eleverne på alment gymnasium kan have fravær på op til 15 % i et fag, før skolen griber ind. Undersøgelsen viser også, at studievejledningen inddrages i problemer med fravær hurtigere og oftere på hf end på andre gymnasiale uddannelser.


Tutor og studievejledning er centralt

”Når vi får hurtigere fat i fraværet, er det helt sikkert effekten af den tutor-ordning, som er unik for toårig hf,” siger Anne Frausing:


”Tutorordningen sætter kursisten i fokus og er med til at sikre optimale indlæringspræmisser for hver enkelt kursist. Desuden er der et tæt samarbejde mellem vores tutorer og studievejledningen.”


I praksis indebærer tutorordningen, at der afsættes 5,7 timer pr. kursist pr. år til fagligt fokuserede samtaler med en tutor, der er en sparringspartner for den enkelte kursist. Tutoren skal i samtaler med kursisten bidrage til, at han/hun bliver mere bevidst om sine faglige og studiemæssige standpunkter for at kunne forbedre sin studiekompetence. Tutoropgaven varetages af faglærerne, som typisk er tutor for 7-10 kursister.


”Det er super godt med de individuelle samtaler, og jeg mener, at tutor-ordningen med fordel kan anvendes på andre uddannelser,” siger Anne Frausing.


Det sociale miljø er vigtigt

Et andet element, som landets toårige hf-kurser arbejder meget målrettet med, er at skabe et godt socialt miljø i klasserne og på kursusstederne. Det skal være så rart at komme i skole, så kursisterne ikke får lyst til at blive væk og ”gå glip af noget”.


”Vi har mange konkrete eksempler på, hvordan det sociale liv på skolen og i klasserne kan forbedres. Nogle kursussteder har faste café-eftermiddage med hygge, spil, musik eller andre oplevelser på programmet. Nogle kursussteder tilbyder morgenmadsordning, hvor kursisterne både kan få et billigt måltid og lidt uformelt samvær. Desuden er der mange eksempler på temaklasser, fx politiaspirant-klasser, wellness- eller sundheds-klasser, pædagog-klasser osv., hvor man samler elever med fælles interesser og fremtidsdrømme i samme klasse,” siger Anne Frausing.


Hjælpe og fastholde flere mønsterbrydere

Selvom hf-kursisterne først og fremmest har det til fælles, at de er meget forskellige, så har mange en afbrudt uddannelse i bagagen (3-4 ud af 10 kursister), og mange kommer fra ikke-boglige hjem (4-5 ud af 10 kursister).


”Det er vores erfaring at udvidet lektiehjælp, i form af fysiske og virtuelle lektiecafeer, er en rigtig god støtte til de kursister, som er kommet gennem folkeskolen med besvær,” siger Anne Frausing.


Desuden arbejder flere toårige hf-kurser med at afprøve helt nye strategier i undervisningen, som skal gøre det nemmere for de elever, der har det sværest. Projektet støttes af Undervisningsministeriet og afprøver under overskriften ”Et rummeligt hf” forskellige konkrete strategier, der skal fastholde kursisterne og deres motivation gennem hele uddannelsen.

Eksempelvis arbejder Gentofte HF med at skabe et undervisningsmiljø, som tager højde for kursisternes forskellige baggrunde. Udgangspunktet for undervisningen er kursisternes motivation og forhåndskendskab, det velkendte frem for det fremmede. Desuden inddrages fx Facebook og kursisternes egne mobiltelefonkameraer i fagene dansk, billedkunst og design.


FYNs HF-kursus prøver at gøre det sociale miljø og læringsmiljøet mere stimulerende ved at bringe kursisterne tættere sammen socialt. Det indebærer også nogle helt konkrete fysiske tiltag som fx et mere indbydende klasselokale og et personligt dueslag til hver kursist, så alle kursister modtager det samme materiale til undervisningen.

Tilmeld dig vores nyhedsservice nederst på siden, og du får tilsendt pressemeddelelser og nyheder direkte.

Tilbage til nyhedslisten


Næste pressemeddelelse: Toårig hf skal være rummelig - og mangfoldigheden er en styrke
Forrige pressemeddelelse: Hf holder på kursisterne

Tilmeld og frameld dig nyhedsbrev her:
*
*
Tilgængelige lister
Felter med * er obligatoriske
Opdateret  23-01-2012 /  af  Christine Nielsen-Musovski