Eksamenstid - på hf er startskuddet det store eksamensprojekt
Pressemeddelelse fra hf2net d. 25. maj 2010
Om få uger udklækkes de første studenter, og snart fylder rekordmange almene, tekniske, handels- og HF-studenter gadebilledet.
På toårig hf får studenterne ikke årskarakterer men går til eksamen i alle fag – de fleste begynder med det store eksamensprojekt, hvor en opgave, som kombinerer flere forskellige fag, skal forsvares. Derefter følger skriftlige og mundtlige eksamener i alle de fag, som ikke blev afsluttet efter det første år.
På HF-Centret Efterslægten er Bianca Bruun sammen med 130 andre elever klar til sin første eksamen. Det samme er Rena Gonatos og 125 medkursister fra Gentofte HF samt Belinda Lundbæk og de andre hf-kursister på FYNs HF-kursus.
Undervisningsministeriet forventer, at i alt 35.500 studenter udklækkes i år, hvilket er ny rekord. Heraf er omkring 4.300 studenter fra de toårige hf-kurser.
Den typiske hf-student er pige (64,7 %) og ofte lidt ældre end sine medstudiner fra de andre gymnasiale uddannelser. Hf-erne har nemlig tit taget en lille omvej fra folkeskolens afgangsklasse til den videre uddannelse.
Det gælder også Bianca Bruun, som er 22 år og har arbejdet et par år og være udvekslingsstudent i Australien, inden hun begyndte på hf. Rena Gonatos er 21 år, og hun har bl.a. været i lære som kok, inden hun begyndte på hf. Belinda Lundbæk på 22 år var en tur omkring skolen for tekstildesign, TECO, i Herning og en etårig HG-eksamen, før hun fandt vej til toårig hf.
Godt for selvtilliden og fremtiden
Som en del hf-kursister har Bianca Bruun også haft nogle ekstra udfordringer under uddannelsen. En del af hendes opvækst er foregået på børnehjem, fordi moderen var alkoholiker:
”Jeg havde en masse huller i min viden og min selvtillid, da jeg startede på toårig hf. Men jeg har fundet ud af at spørge, og at det nytter noget selv at gøre en indsats,” fortæller hun.
Med fire 10-taller og et enkelt 7-tal efter det første års eksamener bør hun kunne gå til de kommendeeksamener med ro i sindet. Men lidt nervøsitet er der altid, fortæller hun:
”Man vil jo gerne gøre det så godt som muligt.”
Biancas eksamensprojekt handler om oplysningstiden og romantikken – om den historiske udvikling afspejler sig i litteraturen. Projektet kombinerer dansk og historie, som er hendes yndlingsfag. Når den sidste eksamen i mundtlig dansk er overstået 22. juni, kan hun se tilbage på to år, som styrkedeselvtilliden og lysten til videre uddannelse:
”HF har været godt for min selvtillid og min evne til at forholde mig kritisk til tingene. Det har været en fantastisk proces. Min største overvindelse var et 10-tal i matematik sidste år, for til at begynde med kunne jeg kun plusse og gange,” siger Bianca.
Med 12 i snit
Også Rena Gonatos er rimelig sikker på, at få hf-huen på, når den sidste eksamen er overstået 23. juni. Hun har fået 12-taller i alle fem eksamener efter første år.
Renas store eksamensprojekt handler om Bauhaus-skolen fra 1900-tallet og dens indflydelse på arkitektur og design. Opgaven afleveres i billedkunst og design, som er Renas store interesse.
”Jeg havde ærligt talt ikke forventet, at jeg ville være så motiveret til at gennemføre det toårige hf, men det er jo gået meget godt – og jeg har fået udvidet min almene viden meget. Jeg er parat til videre uddannelse nu,” siger Rena.
En sejr af de helt store
På Fyn har Belinda Lundbæk allerede været til den første eksamen, og nu venter ni mere, inden hun kan få studenterhuen på. Som svært ordblind fik Belinda at vide af sine folkeskolelærere, at hun godt kunne skyde en hvid pind efter studenterhuen. Derfor har hun også allerede planlagt en helt særlig tur med studenterhuen:
”Det første jeg gør, når jeg har fået studenterhuen, er at tage ned på min gamle folkeskole. Det har jeg allerede aftalt med lærerne der. De skal se min hue.”
Blandt de mange forestående eksamener er to i engelsk – et fag som Belinda ikke tidligere har været til eksamen i, netop pga. ordblindheden. Belinda siger selv, at hun er ”hunderæd” for disse to eksamener,men slår så en mild fynsk latter op og tilføjer:
”Det skal nok gå, for jeg har læst i løbet af året og lavet mine afleveringer. Det vigtigste jeg har lært på hf er, at man kan, hvad man vil – bare man arbejder for det. Det er godt, at skolen har givet mig en chance og de nødvendige hjælpemidler.”
Et vigtigt skridt mod videre uddannelse
Statistikken fortæller, at hovedparten af årets hf-studenter vil være i gang med en videre uddannelse i løbet af de kommende to år.
For Biancas vedkommende skal det næste halve år bruges på at arbejde for at betale af på lån og spare op til en ny bærbar PC. Til februar næste år vil hun starte på drømmestudiet som multimediedesigner på Københavns Erhvervsakademi.
Rena håber på at starte på arkitektskolen i København efter sommerferien, og for Belindasvedkommende går turen forhåbentligt igen til Herning for at gennemføre uddannelsen på TECO.
”Det er karakteristisk for toårig hf, at vi uddanner kursister, som er meget forskellige mht. alder, erfaring og social baggrund. Undervisningen tilrettelægges med hensyn til den enkelte elevs behov, og vi tilstræber rummelighed og mangfoldighed, som styrker kursisterne både fagligt og socialt,” siger afdelingsforstander Asger Rasmussen fra FYNs HF-kursus, som er talsmand for hf2net.dk:
”Derfor har vi ofte den glæde at opleve, hvordan toårig hf for mange bliver starten på en længere uddannelse, som de måske ikke havde troet var mulig.”
Tilbage til nyhedslisten
Læs næste pressemeddelelse: Hf holder på kursisterne
Læs forrige pressemeddelelse: Mange flere unge søger ind på toårig hf
Pressekontakt
Tilmeld og frameld dig nyhedsbrev fra hf2net her