Lektiefrit hf-kursus giver gode resultater
08.06.2011
Tønder Gymnasiums succes med lektiefri skolegang fik undervisningsministeren til at besøge gymnasiet for at blive klogere på det alternative forsøg.
PRESSEMEDDELELSE FRA UNDERVISNINGSMINISTERIET
Tanken om en lektiefri skolegang kan få de fleste elever til at live op. På Tønder Gymnasiums hf-kursus er det virkelighed. Næsten. For ud over nogle skriftlige opgaver har hf-kursisterne ingen skolepligter, når de forlader klasselokalet og går hjem.
Tønder Gymnasiums hf-kursus har haft en stigning i såvel karaktergennemsnittet som fremmøde og gennemførsel af uddannelsen, og det fangede undervisningsminister Troels Lund Poulsens opmærksomhed.
Derfor besøgte han den 6. juni Tønder Gymnasium, hvor han talte med elever, lærere og rektor Jens Gade om skolens alternative metode.
”Når et gymnasium med succes gør noget så alternativt, som Tønder Gymnasium har gjort, kræver det politisk opmærksomhed. Det vigtigste er nu, at det faglige niveau bliver hævet, og siden det er tilfældet her, vil jeg tage Tønder-modellen med, når der skal diskuteres ungdomsuddannelser igen,” siger Troels Lund Poulsen.
Den næsten lektiefrie linje er blevet så populær, at Tønder Gymnasium til næste år opretter to ekstra hf-klasser.
Se pressemeddelelsen her