Genrer skaber ulighed – den skriftlige dimension af danskfaget på hf
Af Mette Vennerstrøm
Der har siden reformen været utallige diskussioner og skriverier på skolerne om de nye - og sidenhen nyeste - opgavegenrer for skriftlig dansk på hf. Men spørgsmålet er, hvad der især giver vores kursistgruppe(r) problemer, og mere interessant, hvad vi kan gøre for at give kursister lige chancer til eksamen uanset boglig baggrund. Den australske genrepædagogik giver nogle bud.
Genrepædagogikken som teori og metode
I den gængse stileretning fokuserer vi ofte på fejlfinding, selvom vi tror os fri af det efter mange års fokus på området. At vi stadig hænger fast i sådanne stileretningsmønstre, skyldes sandsynligvis, at vi mangler brugbare alternativer. Genrepædagogikken er netop et sådant alternativ, da den i stedet for at fokusere på fejl interesserer sig for sprogets muligheder og arbejdet med at lære elever, hvordan sprog varierer fra genre til genre. Således kobles sprog og genre hele tiden nært sammen.
Genrepædagogikken opstod i Australien i 1980’erne, da man oplevede, at mange elever fra uddannelsesfremmede miljøer havde store problemer med at klare sig i skolen, og at de traditionelle redskaber inden for skrivepædagogik ikke virkede. Man søgte derfor at skabe en ny undervisningsmetode - genrepædagogikken.
Genrepædagogikken er sammensat af tre centrale elementer – sprog, genre og pædagogik. Den indeholder en sprogteori, som bygger på Michael A. K. Hallidays funktionelle grammatik (Systemfunktionel lingvistik). På baggrund af sprogteorien har Jim Martin og Joan Rothery udviklet en genreteori med fokus på, at sprogpædagogik bør bygge på eksplicit undervisning i genrer. Derudover har genrepædagogikken en pædagogisk komponent, som er inspireret af bl.a. Jerome Bruner og Lev S. Vygotsky omkring udvikling af elevernes sproglige færdigheder herunder ”Stilladsering”. Stilladsering handler om, at læringsprocessen udfolder sig i en pædagogisk interaktion mellem lærer og elev, så de enkelte trin i denne proces har hver sin funktion i helheden. Bygningen støttes via stilladset, som kan fjernes, når bygningen kan stå af sig selv.
Bogligt svage kursister kan ikke opfylde kravene
På mange gymnasier og VUC’er i især de større byer oplever man i disse år et stigende antal bogligt svage elever; herunder flere tosprogede. Trods det større fokus på den sproglige dimension på stx og hf med reformen har disse elever stadig meget svært ved at gennemskue (genre-)kravene til den skriftlige eksamen i dansk. Dette er krav, som som genrepædagogikken kan være med til at tydeliggøre for kursisterne.
Med udgangspunkt i et tilfældigt valgt opgavesæt fra maj 2008 og den nye censorvejledning har jeg undersøgt, hvilke porblemer, der kan opstå, allerede før kursisterne sætter fingrene på tastaturet.
Det første der slår én, når man ser på bedømmelseskriterierne i censorvejledningen, er, hvor meget kursisterne egentlig skal kunne, især når man tager i betragtning, at det for en stor gruppe af vores bogligt svage kursister skal læres helt fra grunden:
4 ekspliciterede hovedkriterier, som besvarelserne bedømmes ud fra:
- Skriftlig fremstilling: formulering, sprogrigtighed, tegnsætning, syntaks, genre, fokus, opbygning, sammenhæng, progression
- Formidling: kommunikation, mediebevidsthed, vinkling, modtagerrettethed
- Emnebehandling: opgavebesvarelse, omfang, stof, indholdsmæssig tyngde, grundighed, relevans
- Faglig tyngde: relevant teori, viden, metode, begreber
Selve forståelsen af opgavesættene giver ofte kursisterne en del kvaler. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på diskussionen af de tre genrer, men blot nævne nogle af de formuleringer, som får kursisterne til at ligne store spørgsmålstegn:
- ’Analyserende oplæg’ - kursisterne ser et oplæg som noget mundtligt.
- ’Almenkulturelt tidsskrift’ - hvis artikeltyper stort set ingen af kursisterne kender til på forhånd.
- ’Avisen’ - uden navn og modtagergruppe, og hvor censorvejledningen giver læreren denne spøjse forklaring: ”Helt centralt er det, at afsenderen i begge tilfælde er en hf-kursist. Derfor bliver spørgsmålet om, hvilken konkret avis man skal have i tankerne også uvæsentligt.”
- ’Hf-holdet’ - som vi må formode har lige så stor spredning aldersmæssigt og fagligt som på alle ’virkelige’ hf-hold.
Vi gør det altså ikke let for kursisterne at opfylde det hovedkriterium, som hedder ’Formidling’.
Flydende formuleringer
Mange - inklusiv evalueringsinstituttet EVA - har nævnt problemer med førfaglige udtryk i opgavesættene som bl.a. ordet ’daglejer’, der blev til ’dagplejer’. Hvis vi ser på opgaveformuleringerne fra maj 2008, så er det tydeligt, at det her ikke kun er de førfaglige ord og formuleringer, der kan give problemer for kursisterne. Der bliver også brugt ’flydende’ formuleringer som f.eks. ”Som en del af besvarelsen skal du redegøre for centrale virkemidler (…)”, ”Du skal inddrage dele af materialet fra hæfte 1.”.
Som lærer har man nok en fornemmelse af ’hvor meget’, og hvad der er ’centrale virkemidler’, men det har kursister ikke, hvis de aldrig har læst aviser eller akademiske opgaver, og måske endda har været ude af skolesystemet i nogle år.
Opgavesættene har ligeledes en tendens til at bruge den indefinitte deiktiske markør ’man’, som det er tilfældet i opgavesættet fra maj 2008, mens andre opgavesæt bruger ’vi’. Dette forvirrer kursisterne for, hvem er de der ’man’ og ’vi’?
Problemer med afkodning giver dårligere resultater
Der er ingen tvivl om, at problemerne med at afkode opgaveformuleringerne og forstå de opstillede genrer giver negative konsekvenser i forhold til at skrive selve stilen. Der er heller ingen tvivl om, som mange i tidligere numre af Dansk Noter har været inde på, at mange kursister kløjser gevaldigt i det, at stilene egentlig er henvendt til to censorer, hvorfor formalia skal være i orden, men samtidig skal de ’lege’ - stadig under meget strenge genrekrav - at det er en hel anden genre end stilegenren, og at modtagergruppen er en anden.
Eksamen vil altid være kunstig, uanset hvor meget vi prøver at ’lege’ os fri af det, og derfor er det ekstra vigtigt, at alle forstår eksamensspillets regler.
Genrepædagogik – et redskab til støtte af de bogligt svageste kursister
De sidste 20 år har den procesorienterede skrivning været udgangspunktet for træningen af den skriftlige dimension i dansk. Men problemet er, at mens den udfordrer og dygtiggør de allerede gode kursisters, så taber den de bogligt svage. De mangler kort sagt at kunne se et formål med skriverierne – at kunne se, at stilladset rent faktisk støtter bygningen og er endnu et trin op ad stigen.
Desuden er det ikke så let at sætte sig ned og skrive i 5 min. i træk, hvis man måske kun har skrevet SMS-beskeder de sidste mange år, hvis man har svært ved at formulere sig på papir eller er meget selvkritisk. Vi er altså nødt til at tænke i nye baner, hvis vi også vil give de mindre boglige kursister en chance for at komme godt i gang med eksamensgenrerne.
Genrepædagogikken søger at skabe en metabevidsthed hos eleverne ved at give dem et sprog til at tale om sprog og tekster. På mine hold har jeg kun arbejdet med delelementer af den funktionelle grammatik, men jeg udleverede en model omkring Field, Tenor og Mode, så vi havde et fælles udgangspunkt at tale om sprog og tekster ud fra.
Genrepædagogikken har fire faser, som gennemløbes i forbindelse med arbejdet med en ny genre. Den første fase er ’Field building’. Denne fase kan bruges til at give kursisterne brugbare sproglige værktøjer til den givne genre. Kursisterne kan se på og træne delelementer af en genre såsom redegørelse, diskussion eller analyse. Man kan også vælge at træne gruppearbejdsdelen, som er en central del af den skriftlige eksamen på HF. Generelt kan man sige, at hele årets undervisning er ’Field building’, men det vigtigste er at synliggøre for kursisterne, hvilke elementer der er de centrale i forhold til en given genre. Den næste fase, ’Dekonstruktionsfasen’, handler om arbejdet med modeltekster. Man tager en ideal-stil, som skilles ad i fællesskab for at finde gode eksempler på sprog og genretræk. Læreren kan stille en række spørgsmål til modelteksten, som kursisterne først arbejder med i grupper og som siden tages op i plenum. Her er modellen ovenfor yderst brugbar, da den kan være med til at konkretisere og synliggøre sproglige elementer i en genre for kursisterne. Andre sider af den funktionelle grammatik som f.eks. at se på deiktiske markører er også oplagt at inddrage her. Den efterfølgende fase er ’Dialogisk konstruktion’. Her skrives en hel eller dele af en stil i fællesskab på tavle eller computer via projektor med læreren ved tastaturet. Læreren (den professionelle) taler højt om overvejelser i forbindelse med udfoldelsen af Field, Tenor og Mode. Denne fase giver kursisterne mulighed for at ’dele og stjæle’ og lære, hvilke overvejelser man bør gøre sig undervejs. Den sidste fase er den ’Selvstændige konstruktion’, hvor kursisterne skriver selv, men får respons på baggrund af de øvrige faser. Man kan lade kursisterne give hinanden respons to og to, hvor sprog og genre undersøges af en makker. Når læreren retter stilene efterfølgende bruges igen begreberne Field, Tenor, Mode, så man hele tiden trækker på den metabevidsthed eleverne har opnået.
Fordelene ved genrepædagogikken er mange. De svageste kursister får et sprog til at tale om sprog og genrer, ligesom de lærer at forstå eksamensgenrerne og kan reproducere det, de har set i timerne, til eksamen. De kan undervejs i processen hele tiden se, hvordan delmålene peger frem mod det færdige bygningsværk, så opgaverne synes meningsfulde modsat f.eks. opgaver som mindmap og hurtigskrivning, der for mange virker som det rene tidsspilde. De dygtigste kursister derimod lærer at være kreative inden for de opstillede rammer. Jeg har endvidere arbejdet med at udnytte den metabevidsthed, som kursisterne har fået i forarbejdet til at få dem til selv at sætte et fokus for, hvad de har arbejdet særligt med i en given aflevering. På denne måde bliver stileretningen til tovejskommunikation frem for som tidligere, hvor jeg skrev mine kommentarer til kursisterne, om hvad de burde fokusere på.
Læs også om samfundets nye tekstualitet
Læs om, hvordan netværkets hf-kursussteder arbejder med Ny Skriftlighed i praksis